Mød gruppen og læs om vores drømme
De fælles drømme
Fællesskab
Fra parcelhus til fællesskab.
Et af de bærende elementer er et fællesskab baseret på gensidighed og frivillighed. Fællesskab i denne sammenhæng betyder f.eks., at man hjælper hinanden, har fælles byggeplanlægning, laver mad og spiser lejlighedsvis sammen, etablerer fælles projekter som f. eks. urtehave, har delebiler og i det hele taget udnytter mulighederne for gensidig inspiration og kultur udveksling.
Der er allerede stor aldersspredning og vi forventer fortsat, at tiltrække mennesker i alle aldre. Det vil give mulighed for et frugtbart og dynamisk socialt liv på tværs af aldersgrupper. Beboergruppen vil med engagement, forhøjet livskvalitet og gensidig støtte kunne bidrage positivt til samfundet.
Boliger
Fra energispild til bæredygtighed
Når Bofællesskabet Torpegård er fuldt udbygget, vil der være opført 12 boliger. De vil være vidt forskellige i både ydre og indre udtryk, alt efter de enkelte familiers ønsker og behov. Vores lokalplan giver heldigvis vide rammer for udformning af boligerne. Der vil blive tale om byggeri som spænder fra selvbyg til nøglefærdige huse, lavet af håndværkere. Den enkelte familie står selv for økonomien, udformning og etablering af sit hus. Der skal bygges efter bæredygtige principper. Herved forstås byggeri, som i hele sin livscyklus fra opførelse til drift, nedrivning og genanvendelse belaster miljøet mindst muligt. Det skal være boliger som sikrer sundhed og trivsel for såvel håndværkere og den familie som skal bebo huset. Boligerne vil kunne virke som besøgsmulige eksempler på bæredygtigt byggeri.
Landbrug
Fra afvikling til udvikling
En del af jorden er økologisk certificeret. Her er der gennem flere år slået hø til dyrefoder. En anden del er engarealer som ikke har været opdyrket i lang tid. Vi ønsker at indføre den biodynamiske dyrkningsmetode. Mere end 20 års videnskabelige forsøg i Schweiz med konventionel-, økologisk- og biodynamisk dyrkning viser, at kun den biodynamiske metode forøger muldlaget! De to andre driftformer forbruger af muldlaget, som jo er betingelsen for sunde afgrøder!
Derfor et af vore hovedformål med overtagelse af stedet denne videreudvikling af landbruget. Derved sikres en mere mangfoldig biodiversitet der medvirker til et endnu mere sundt og livskraftigt grundlag for jord, planter, dyr og mennesker. Vi tilstræber at blive en del af løsningen på miljøproblemet, frem for at være en del af problemet!
Gruppen
Anna-Marie & Kurt
Der er tre væsentlige grunde for os til at flytte i bofællesskab.
Det sociale liv. Flere mennesker sammen kan overkomme mere, samtidig med at det bliver sjovere! Vi kan sammen købe fælles ting til glæde for alle. Andre kan passe fælles dyr, når vi tager på ferie. Glæden ved at dele hverdag med flere generationer samlet i et fællesskab. Det er der også praktiske fordele ved: pasning af børn, fælleskørsel og delebiler, hjælp til ældre beboere.
Biodynamisk landbrug. Denne form for landbrug er unik i forhold til helhedstænkning, hvor man i høj grad værner om vor jord, planter og dyr, til gavn for os mennesker.
Bygning af halmhus. Et halmhus opfylder alle betingelser for økologisk byggeri. Det er svært at finde noget, som kan være mere bæredygtigt. Det gælder fra halmen presses på marken til huset brydes ned. Det sidste kan regnen klare det meste af! I et halmhus, som er indvendigt pudset med ler er der også det optimale indeklima.
Liv, Trine og Claus
Det kribler i vores lille familie for at komme til at bo på Torpegård, og lige så snart Claus har fundet et fast arbejde kan vi for alvor tage fat på vores byggeplaner. Drømmen er et træhus på ca. 70-80 m2 hvor vi vil være medbyggere. Dels for at holde omkostningerne nede men også for at blive fortrolige med huset og byggeprocessen.
Claus
Jeg skal lige til at begynde i et vikariat som bibliotekar, hvilket er et drømmejob for mig, da jeg nyder at dykke ned i litteraturens verden og formidle den videre. Jeg kan også godt lide at holde mig orienteret omkring, hvad der sker i verden omkring mig, både kulturelt, politisk og filosofisk. Heldigvis stjæler vores lille skrubsak på 2½ år også en masse af min tid. Et stort plus for mig i forhold til Torpegård er naturen, både den økologiske/ biodynamiske tilgang til at dyrke jorden i bofællesskabet, men også de naturskønne omgivelser som bofællesskabet ligger i.
Trine
Ligesom Claus betyder naturen også rigtig meget for mig, særligt er jeg meget glad for at bevæge mig ud i den og gå nogle gode ture. Desuden er jeg en meget kreativ sjæl, hvilket jeg lige for tiden får afløb for ved at strikke og spinde garn. Når vi komme ned til Torpegård at bo vil jeg meget gerne igen i gang med at lave keramik. En meget vigtig ting for mig på Torpegård er det gode fællesskab som jeg oplever her og de værdier der præger hele stedet. Det at leve i et trygt fællesskab hvor man dyrker jorden og arbejder på at være selvforsynende er en levemåde jeg gerne vil give vores datter.
Elliot, Villiam, Tenna og David
Et enkelt liv med mere tid til familien og med fokus på selvforsyning og bæredygtighed er en stor drøm for os. Vi vil gerne gøre op med et forjaget liv med lange institutionsdage, og finde ind til et liv, hvor der er tid til hinanden, og til at gøre det, der for os giver stor værdi. Vi vil være sammen, lave mad fra bunden, kløve brænde, garve skind, bygge hus og meget meget mere.
Ved at være med i Torpegård bofællesskab kan vi realisere vores drøm, og give vores børn mulighed for at vokse op i et trygt miljø i grønne omgivelser, hvor vi kender vores naboer allerede inden vi flytter ind. Vi får mere fleksibilitet og frihed, og vi behøver ikke at vide og klare alting selv. I bofællesskabet er der en overflod af gode kompetencer og sammen kan vi skabe noget, der er større end hvis vi kun var os selv. Vi glædes over, at mærke de gode energier og kræfter der er på spil, når vi alle er sammen.
Sagt med andre ord:
Vi vil bo småt og leve stort!
Ask, Benedikte og Simon
Vi er en lille familie på tre, der er opvokset på Fyn og som nu er bosat i København, imens vi færdiggør studierne. Benedikte læser folkesundhedsvidenskab, Simon læser fysioterapi, og Ask er født i sommeren 2020 og går i vuggestue. Vores plan er at flytte til Torpegård næste vinter, 2022/2023.
De vigtigste værdier for os er fællesskab, minimalisme og bæredygtighed. Vi drømmer om at bo i et lille bæredygtigt hus, der har været billigt at bygge. På den måde har vi råd til at tage de jobs, der gør os glade indeni, og så giver det mere tid til dét, der rigtigt betyder noget. Vi drømmer om at bo i et bofællesskab, hvor alle har sagt ja til at komme hinanden ved. Hvor folk hjælper hinanden uden at forvente noget til gengæld, men bare fordi det er hyggeligt og rart. Vi længes efter en hverdag, der ikke kun lige akkurat kan hænge sammen, men hvor der er overskud til at nyde dét, der i en travl hverdag bliver til sure pligter. Vi drømmer om bæredygtighed. Ikke kun i naturen og i klimaet, men også familielivet og arbejdslivet. Og derfor flytter vi til Torpegård.
Karen og Svend
Vi har gennem flere år gerne ville være med til at etablere et bofællesskab, hvor vores grundlæggende værdier blev mødt af andre. Hvor vi i praksis kunne have fokus på bæredygtig levevis samt selvforsyning af frugt, grønt og kød. Ideelt hvor vi fortsat kunne forblive midt i de naturskønne rammer omkring Faaborg.
Vi ønsker os en tredje alder med nærhed og deling af oplevelser og udfordringer sammen med andre mennesker i et tættere fællesskab. Vi synes om at være med fra begyndelsen og have medindflydelse på processen. Vi vil gerne fortsætte med at være aktive i en udviklende foreningssammenhæng, det gør vi nu i bofællesskabet Torpegård. Vi befinder os personligt på et tidspunkt i livet, hvor det for os er naturligt, at vi skal minimere vores bolig, arbejde, forbrug og økonomi.
Det er også spændende at kunne medvirke til at skabe noget, som bl.a. kunne være til inspiration for andre i den nuværende samfundsudvikling.
Marianne
Fra ånd til hånd ……..
Som agronom har jeg været så heldig at arbejde med min store interesse: biodynamisk landbrug, – lidt i det praktiske jord-brug, men mest ved skrivebordet. Derfor er jeg helt begejstret over at have fået chancen for at være med i et biodynamisk fællesskab oven i købet på Sydfyn tæt på havet og med skov og bakker i ”baghaven”. Et fælleskab, som giver mulighed for at skabe en biodynamisk mangfoldighed og gøre en masse ønsker og drømme til realiteter. Et fællesskab, hvor man værner om hinanden, det sociale og samtidig bevarer sin individualitet.
Hvilken gave at få lov til at bo i et hus bygget af bæredygtige materialer og med et sundt indeklima, men frem for alt er jordbruget og fællesskabet det primære for mig.
Jeg føler mig meget tryg i vores gruppe, for jeg kan mærke, at vi er båret af en gensidig respekt og åbenhed overfor hinandens kvaliteter og drømme, og disse holdninger er jeg sikker på, vi vil kæmpe for at holde ved lige.
Lad os sammen skabe en lille organisme med en stor kraft, der kan nå langt ud over Torpegårds rammer.
Johanna og Leif
Hvad kærlighed kan……..
Da vi fandt kærligheden til hinanden, var vi allerede hver især optaget af økologi og bæredygtighed. Sammen blev vi stærkere og tankerne og handlingerne ligeså.
At gå ind i et fællesskab, hvor bæredygtighed, økologi og biodynamik er hjørnestenene, føles derfor som et naturligt næste skridt. At gøre drøm til virkelighed – walk the talk so to say!
Vi elsker tanken om plads til de individuelle løsninger indenfor fællesskabets rammer og at være en aktiv del af et nærede, inspirerende og rummeligt fællesskab.
Vi drømmer om at bygge et hus som sætter aftryk til inspiration for dem, der kommer efter og samtidig lade dette aftryk være så nænsomt at naturen knap bemærker det.
Vi glæder os til at bo og leve midt i Sydfyns aller smukkeste natur med kort afstand til skov og strand.
Vi drømmer om at vokse som voksne.
Tove
Jeg har i mange år haft stor lyst til at blive del af et bofællesskab og glæder mig over at det nu endeligt ser ud til at lykkes. Jeg synes, at det er en dejlig tanke at bo dør om dør med så mange gode naboer og få en hverdag, hvor man sammen kan få ting til at vokse, være til inspiration for hinanden og hjælpe hinanden.
Det er vigtigt for mig at passe godt på moder jord, bla. ved at minimere mit forbrug, tænke bæredygtigt og dyrke jorden biodynamisk. Jeg glæder mig til sammen med mine bofæller at så, plante og høste. Det betyder meget for mig at omgive mig med dyr og smuk natur og i arbejdet med dyr er det en stor fordel at være flere til at hjælpes ad. Jeg forestiller mig, at der også bliver stunder med kunst, foredrag, sang, musik og dans – jeg vil gøre mit til det – for det får jo også livsglæden til at blomstre.
Ulla og Gert
Vi elsker at leve
Vi elsker at drømme, at håbe og ønske. Vi elsker at føre drømme til handling. Vi elsker at lægge planer, at arbejde, at bygge. Vi elsker at sidde stille. Vi elsker at være sammen. Vi elsker at være sammen med andre. Vi elsker vores jord. Vi elsker at behandle vores jord så godt som det er muligt. Vi elsker ansvarlighed. Det hele skal spire, gro og inspirere. Vi skal værne og beskytte, grine og græde. Vi skal være fælles, vi skal dele og være fri – midt i det hele.
Fællesskab, biodynamisk dyrkning og bæredynamisk byggeri – vi vil det og vi glæder os.
19 juni 2019
Min kære Gert døde fra mig og alle vore værdier og drømme. Jeg elsker stadig at leve. Jeg glæder mig fortsat til at leve mit liv i bofællesskabet.
Bodil og Gorm
Da vi tog springet fra Strynø, var vi lidt nervøse for at falde i villavovsefælden, med den høje hæk, som værn. Nu har vi boet på Torpegård i et år – godt og vel – og vi er glade og nyder tilværelsen her, og hækken bliver vist aldrig plantet.
At gå ud ad døren og møde mennesker, som vi deler så meget forskelligt med – det giver en skøn følelse af nærhed. Det er godt at mærke, at vi er mange, som vil meget af det samme, og supplerer hinanden, med det vi kan og vil.
Vores hverdag i fællesskabet skal helst bære præg af: Smil, sjov og gode grin, arbejdsfællesskab og pludselige indfald, at vi holder hånden under hinanden, når der er behov for det, at vi siger vores mening og lytter til andres. Det sociale er nok, når alt kommer til alt, alfa og omega for os.
Vi er trygge her. Vi kendte ikke et øje, da vi første gang kom på besøg på Torpegård, og nu føler vi os rigtig vel integrerede i fællesskabet.
Vi glæder os til at være med til at integrere flere nye tilflyttere, og til alt det vi skal dele her i fremtiden.